The posting
Er du nysgerrig på teknik? Kan du lide at bruge hænderne og finde ud af, hvorfor noget ikke virker? Hos Aarhus Havn kan du lære at arbejde med store maskiner, som er vigtige for hverdagen i Danmark. Som kranmekanikerlærling får du en alsidig uddannelse og et godt afsæt til et spændende arbejdsliv.
Vi søger en kranmekanikerlærling til vores Maintenance-team. Her bliver du en del af et hold med elektrikere, mekanikere og teknikere, der hver dag holder havnen i gang og sørger for, at arbejdet foregår sikkert og effektivt.
Du får hurtigt ansvar for dine egne opgaver. Undervejs lærer du blandt andet at:
- Vedligeholde kraner, løftegrej og grabbe
- Finde fejl i mekaniske, hydrauliske og elektriske systemer
- Svejse, bearbejde og montere mekaniske dele
- Løse elektriske opgaver og arbejde med tekniske systemer
Du kommer altså til at prøve kræfter med mange forskellige opgaver. Og du står ikke alene. Dine kollegaer deler gerne deres viden og hjælper dig med at blive dygtigere.
Sådan fungerer uddannelsen
Du uddanner dig til kranmekaniker som et speciale på entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen. Uddannelsen skifter mellem skole og oplæring hos os. Skoleforløbet kan du tage hos HEG i Aars.
Læs mere om uddannelsen her: Kranmekanikeruddannelsen hos HEG i Aars | UddannelsesGuidens overblik
Du behøver ikke kunne det hele endnu
Det vigtigste er, at du har lyst til at lære, tør stille spørgsmål og er klar på en hverdag, hvor to dage sjældent er ens. Du kommer til at arbejde både ude og inde – på kajen og oppe i højderne.
Lærepladsen passer godt til dig, hvis du:
- Er nysgerrig på mekanik
- Kan arbejde på egen hånd og sammen med andre
- Går til nye opgaver og hverdagen med godt humør
- Kan begå dig på dansk og engelsk og har styr på den grundlæggende matematik
Har du kørekort B, er det en fordel – men det er ikke et krav.
Er du allerede i gang med en uddannelse inden for metal eller teknik, men har fået lyst til at skifte retning? Så behøver du ikke nødvendigvis starte forfra. Afhængigt af dit tidligere skoleforløb kan du måske få godskrevet dele af dit grundforløb eller hovedforløb. På den måde kan du bygge videre på det, du allerede har lært.
Bliv en del af Danmarks største erhvervshavn
Aarhus Havn forbinder Danmark med resten af verden. Havnen er en vigtig del af den kritiske nationale infrastruktur og forbinder dansk erhvervsliv med hele verden Sammen med virksomhederne på havnen er vi med til at sikre forsyningen, arbejdspladser og udvikling både lokalt og i hele Danmark.
Du bliver en del af en arbejdsplads med en stolt kultur og høje ambitioner. Her arbejder 120 engagerede kollegaer hver dag på at udvikle havnen, sikre forsyningen til Danmarks og styrke landets konkurrenceevne.
Tonen er uformel, og du får frihed under ansvar i hverdagen.
Løn og det praktiske
Du bliver ansat som lærling med stillingsbetegnelsen Apprentice. Din løn, pension og ansættelsesvilkår følger den gældende KL-overenskomst.
Dine arbejdsdage vil som udgangspunkt være hos Aarhus Havn A/S, Vandvejen 7, 8000 Aarhus C.
Nysgerrig? Ring og hør mere
Har du spørgsmål om lærepladsen? Eller vil du bare høre mere om uddannelsen og dine muligheder bagefter? Så er du meget velkommen til at ringe til os.
Ring til Claus Schwennesen, Team Lead for Maintenance, på tlf. 51 34 14 24 eller Micki Riis Vestergaard, Maintenance Technician (smed), på tlf. 20 60 37 51.
Sådan søger du
Søg stillingen via link her – du skal ikke sende din ansøgning på e-mail. Fortæl gerne, hvad du synes er spændende ved teknik og praktisk arbejde. Du behøver ikke have alle svarene endnu.
Vi vil gerne have vores nye kranmekanikerlærling med på holdet snarest muligt. Vi holder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning så snart som muligt.
Vi glæder os til at høre fra dig!



