The posting
Børsen søger en billedredaktør til en fast stilling på 27 timer
Vi har høje ambitioner for Børsens fotojournalistik. Den skal være troværdig og præcis, men også original, nysgerrig og turde skille sig ud. Vi tror på, at erhvervsjournalistik er meget mere end en endeløs række af klassiske direktørportrætter. Vi vil også give plads til fotoreportager og visuelle fortællinger, der viser nye sider af erhvervslivet og samfundet omkring os. Fotojournalistikken skal gøre Børsens stof nærværende, åbne for nye perspektiver og bidrage til en mere nuanceret forståelse af den verden, vi er en del af.
Derfor søger vi en billedredaktør med fantasi og et stærkt visuelt blik, som kan finde nye vinkler på historierne, udfordre det oplagte og være med til at præge og udvikle vores fotojournalistik.
Om jobbet
Som billedredaktør får du en central rolle i Børsens visuelle journalistik og udtryk. Din hovedopgave er at sikre den fotojournalistiske kvalitet i den daglige produktion på borsen.dk, men du kommer naturligvis også til at arbejde med billederne i den trykte avis og til at udvikle og fordele fotobestillinger. Stillingen er på 27 timer om ugen, fordelt på tre faste arbejdsdage med vagter fra kl. 8.30 til 18.00, inklusive en halv times selvbetalt frokostpause.
Du får selvstændigt ansvar for de daglige billedvalg og bliver en vigtig sparringspartner for redaktionens fotografer, journalister og redaktører.
Du kommer blandt andre til at:
- Sikre høj fotojournalistisk kvalitet ved at udvælge, redigere og sammensætte billeder til Børsens historier, primært på borsen.dk, men også til den trykte avis
- Spotte stærke visuelle historier i bureaumaterialet og handle hurtigt, når mulighederne opstår
- Arbejde med materiale fra fotografer, bureauer, arkiver og andre kilder og vurdere, hvordan billederne bedst fortæller historien - både enkeltvis og i sammenhæng
- Uddelegere og briefe fotoopgaver og sparre med fotograferne om den visuelle løsning
- Arbejde tæt sammen med vores faste fotograf og to fotojournalistpraktikanter og være med til at fordele deres opgaver
- Give praktikanterne løbende feedback og bidrage til deres faglige udvikling
- Have tæt kontakt til vores freelancefotografer i hele Danmark og ofte til fotografer i udlandet
- Indhente og forhandle priser og sikre, at opgaverne løses inden for fotoafdelingens budget
- Være med til at præge den visuelle præsentation af historierne og arbejde med layoutforslag og visuel disponering til f.eks. longreads i tæt samarbejde med Børsens layoutere og tegnestue.
Vi forestiller os, at du:
- Er uddannet fotojournalist eller har tilsvarende erfaring med professionel fotojournalistik og billedredigering
- Har et stærkt visuelt og journalistisk blik, hurtigt kan sætte dig ind i en historie og træffe beslutninger i en travl nyhedshverdag
- Har lyst til at udfordre de oplagte billedvalg og både kan se den gode løsning her og nu og udvikle idéer, der kræver mere tid
- Har en sikker forståelse for billedetik, ophavsret og autenticitet og kan vurdere, hvornår et billede både er journalistisk stærkt og forsvarligt at bringe
- Kan holde hovedet koldt og bevare overblikket
- Har stor journalistisk nysgerrighed og følger med i nyheder, samfundsforhold og internationale begivenheder
- Har idéer til fotobårne historier og lyst til at udvikle dem fra den første tanke til den færdige historie
- Følger nyhedsstrømmen tæt og har blik for kommende historier, hvor fotografi kan gøre en journalistisk forskel.
Erfaring med visuel journalistik på sociale medier og video er en fordel, men ikke et krav.
Om fotoafdelingen
Fotoafdelingen holder til på redaktionen i København og består af en fotochef, en fast fotograf, to fotojournalistpraktikanter og dig. Vi arbejder tæt sammen, og du får stor mulighed for at præge Børsens visuelle journalistik.
I fotoafdelingen og på Børsen vægter vi et godt arbejdsmiljø højt. Vi hjælper hinanden, deler idéer og mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde.
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte fotochef Sofia Wraber på [email protected] eller fotojournalist Simon Fals på [email protected].
Ansøgningsfrist: 8. november 2026
Ansættelsesdato: Januar 2027
*Vi opfordrer alle til at søge uanset køn, alder, etnicitet, religion, seksualitet eller funktionsnedsættelse.
Vi har mange fordele
- Central lokation ved Kongens Have (5 minutters gang fra Nørreport)
- Kantine- og frugtordning
- Motionsrum, pilateshold, bordtennis
- Sundhedssikring
- Pensionsordning
- +6 ugers ferie
Om os
Danmarks største erhvervsmedie
Som Danmarks største erhvervsmedie dækker vi de vigtigste begivenheder med betydning for erhvervsliv og økonomi. Vores stofområder omfatter bl.a. finans, økonomi, virksomheder, investering, politik, udland, bæredygtighed og ledelse. Men også nyere dagsordener som AI. Vi har også en hel livsstilsektion med inspiration til livet ved siden af arbejdet.
_
Fordi vi er et erhvervsmedie, ved vi, hvilke udfordringer erhvervslivet står over for, og hvilke kompetencer virksomhederne efterspørger. Den viden bruger vi til at afholde bl.a. Børsen Bæredygtig Summit, hvor arbejdet med den grønne omstilling er omdrejningspunktet. Vi tilbyder uddannelser målrettet erhvervslivet, og vi kårer årligt landets hurtigst voksende virksomheder, Børsen Gazeller.
_
Dagbladet Børsen A/S er ejet af den svenske mediekoncern Bonnier AB som hovedaktionær og den danske mediekoncern JP/Politikens Hus. Dagbladet Børsen har hovedkontor i Møntergade, København K og har desuden kolleger på Christiansborg og i Aarhus. Dagbladet Børsen beskæftiger 230 fuldtidsansatte.



