The posting
Er du en dygtig jurist, og vil du være en del af Danmarks Domstole?
Så er du måske vores nye kollega i Domstolsstyrelsens enhed Jura og Forretning.
Danmarks Domstole værner om vores demokrati, retssamfund og den enkeltes retssikkerhed. Domstolsstyrelsen er en del af organisationen Danmarks Domstole. Vi udvikler, administrerer og understøtter arbejdet ved domstolene og arbejder for ret og retfærdighed.
Vi tilbyder dig en spændende stilling:
- på en udviklingsorienteret og uformel arbejdsplads med høj faglighed,
- hvor du får et stort ansvar i en vigtig samfundsinstitution, og
- hvor du vil have mange kontaktflader til Domstolsstyrelsens øvrige centre, retterne og eksterne samarbejdspartnere og særligt Justitsministeriets departement.
Du bliver en del af teamet Jura og Internationalt Samarbejde i enheden Jura og Forretning. Vi har et stærkt fagligt miljø med fokus på at skabe resultater af høj kvalitet, og hvor arbejdsglæde og trivsel er i højsædet. Der er altid en kollega, som du kan sparre med. Du vil skulle referere til en teamchef.
Hvad skal du lave? Et job i Jura og Forretning er et job tæt på det politiske miljø. Dine primære arbejdsopgaver bliver:
- Koordinering og besvarelse af høringer over lovforslag m.m. og bidrag til folketingsspørgsmål
- Juridisk sagsbehandling, herunder behandling af sager om aktindsigt og erstatningskrav mod domstolene
- Samarbejde med Justitsministeriet, herunder om lovgivningsinitiativer på domstolenes område
- Besvarelse af skriftlige henvendelser fra borgere, virksomheder og offentlige myndigheder om domstolene og Domstolsstyrelsens forhold
- Udarbejdelse af ledelsesinformation i form af oplæg, notater og orienteringsskrivelser mv.
- Besvarelse af internationale høringer og dataindsamlinger, herunder indhentelse af bidrag fra centre i styrelsen, retterne og andre danske myndigheder
- Praktisk planlægning af besøg af internationale delegationer i Domstolsstyrelsen
Mange af opgaverne i teamet har høj kompleksitet og indebærer involvering af mange aktører både i og uden for organisationen.
Hvem er du? Du er en dygtig jurist (cand.jur.) og er enten nyuddannet eller med et par års erfaring. Det er en fordel, hvis du har erfaring fra et ministerium eller anden offentlig myndighed, men det vigtigste er, at du har lyst til at udvikle dig fagligt og bidrage til opgaveløsningen.
Du trives i en travl hverdag med ansvar og store og små opgaver. Du er struktureret, kan prioritere og få opgaverne i mål med høj kvalitet.
Derudover lægger vi vægt på, at du:
- mestrer den juridiske metode, kan skære en sag til og har løsningsforslag
- har gode mundtlige og skriftlige formuleringsevner både på dansk og engelsk
- har gode samarbejdsevner og er dygtig til at skabe gode relationer såvel internt som blandt eksterne samarbejdspartnere og interessenter
- trives med at arbejde på tværs af faglighed og organisation
Løn og ansættelsesvilkår Du vil blive ansat og aflønnet som fuldmægtig i henhold til overenskomst for akademikere i staten indgået mellem Finansministeriet og en række AC-organisationer, herunder Danmarks Jurist- og Økonomforbund.
Der vil eventuelt være mulighed for at aftale et personligt tillæg afhængig af dine kvalifikationer og forudgående erfaringer.
Stillingen er ledig til besættelse snarest muligt.
Der er mulighed for hjemmearbejde i op til to dage om ugen, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Vil du vide mere? Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at ringe til teamchef Mette Lilje på tlf. 21 68 53 75.
Du kan læse mere om Domstolsstyrelsen og Danmarks Domstole på www.domstol.dk. Her kan du også møde en række ansatte samt se en film om arbejdet som jurist i Domstolsstyrelsen.
Du kan se et organisationsdiagram over enheden for Jura og Forretning her.
Ansøgning og øvrige oplysninger Du sender din ansøgning online via vores rekrutteringssystem. Du bliver guidet igennem processen, når du trykker på knappen ”Søg stillingen”.
Ud over din ansøgning bedes du vedhæfte dit cv, eksamenspapirer – både bachelor- og kandidatbevis med karakterer – samt eventuelle udtalelser m.v.
Vi skal have modtaget din ansøgning i rekrutteringssystemet senest torsdag den 26. november 2026, kl. 12.
Vi forventer at holde 1. samtaler onsdag den 2. december og torsdag den 3. december 2026. 2. samtaler forventes afholdt med udvalgte kandidater onsdag den 9. december og torsdag den 10. december 2026.
Vi opfordrer enhver, der er interesseret og kvalificeret, til at søge stillingen uanset alder, køn, race, religion eller etnisk tilhørsforhold mv.



