The posting
Hvordan skal din næste hverdag som pædagog se ud?
I Eventyrhuset i Dragør har du hver uge to timer uden børn til at planlægge, reflektere og dokumentere dit pædagogiske arbejde. Du får tre faste stuekolleger, og vi aftaler et ugentligt timetal, der passer dig.
Vi søger en uddannet pædagog til vores børnehave. En kollega, der har lyst til at være tæt på børnenes leg, tage ansvar for deres trivsel og være med til at udvikle vores pædagogiske hverdag.
Ja, vi ligger i Dragør
Måske er det længere væk, end du først havde forestillet dig at søge arbejde. Det ved vi godt kan have betydning, når arbejde og hverdagsliv skal hænge sammen.
Men vi har allerede kolleger, der kommer langvejsfra, og som gerne tager turen for at arbejde hos lige netop os. Derfor håber vi, at du også vil være nysgerrig på, hvad der også kan vente på Amagers yderste spids.
Vi byder gerne på besøg, før du beslutter dig for at søge. Mød dine mulige kolleger, se huset, og få en fornemmelse af hverdagen.
Et fast team og tid til fagligheden
Du bliver tilknyttet en af vores tre børnehavegrupper. Hver gruppe har i gennemsnit over året 22 børn og et fast team bestående af to pædagoger og to medhjælpere.
Sammen med dine stuekolleger får du ansvar for at skabe en hverdag, hvor børnene oplever tryghed, bliver en del af fællesskabet og får plads til at lege og udvikle sig. Vi samarbejder også på tværs af stuerne, så børn og voksne kender hinanden i hele børnehaven.
Dine to ugentlige timer til andet arbejde er afsat uden børn. Her er plads til blandt andet forberedelse, refleksion og dokumentation, som du kan tage med tilbage i det daglige pædagogiske arbejde.
Hos os får du aldrig et nej, når du kommer med en idé. Vi er nysgerrige på, hvad du gerne vil sætte i gang, og hjælper hinanden med at få det til at lykkes. Måske vil du prøve en ny aktivitet med børnene, bruge uderummet på en anden måde eller udvikle en del af vores pædagogiske praksis. Du får alle muligheder for at præge din egen arbejdsdag og være med til at føre idéer ud i livet.
Hvad kommer du med?
Du er uddannet pædagog og optaget af relationer, leg og børns forskellige måder at deltage i fællesskabet på.
Du tager initiativ og ansvar, og du har lyst til at undersøge din egen praksis sammen med andre. Du kan både bringe dine faglige perspektiver i spil og lytte, når en kollega ser noget anderledes.
Og så vil du være med til at få samarbejdet til at fungere i hverdagen, både på din egen stue og på tværs af huset.
Det får du hos os
- Et ugentligt timetal, som vi aftaler ud fra, hvad der passer dig.
- To timers ugentlig forberedelsestid uden børn.
- Betalt ICDP-kursus, hvis du ikke allerede har uddannelsen.
- Arbejdsgiverbetalt frokostordning.
- Arbejdsgiverbetalt sundhedsforsikring, der også dækker dine hjemmeboende børn.
- Grønne omgivelser og masser af muligheder for udeliv.
- Ingen lukkedage i sommerferien, hvilket giver mulighed for at være med til at planlægge, hvornår du holder ferie.
Lidt om huset
Eventyrhuset er en privat, integreret daginstitution i Dragør med cirka 110 børn fordelt på vuggestue og børnehave. Vi er omkring 30 medarbejdere med forskellige fagligheder, som alle bidrager til at få huset og børnenes hverdag til at fungere.
Skal vi begynde med et besøg?
Du behøver ikke have en færdig ansøgning for at kontakte os. Ring på 28 76 02 60, hvis du vil høre mere eller aftale en rundvisning. Vi vil gerne møde dig og fortælle om både stillingen og hverdagen.
Er du klar til at søge, sender du din ansøgning og dit CV til [email protected].
Vi ønsker tiltrædelse hurtigst muligt, men venter gerne på den rette kollega. Løn og ansættelsesvilkår følger overenskomsten med BUPL og Børneringen. Vi indhenter børne- og straffeattest samt referencer som en del af ansættelsen.
Vi holder samtaler løbende og lukker opslaget, når vi har fundet vores nye kollega.
Læs mere på www.eventyrhuset.info.
Vi glæder os til at møde dig



