The posting
Trives du med en høj grad af faglig stolthed, mange forskellige opgaver og fokus på detaljen?
Har du lyst til at arbejde med bemanding, HR-området og betjening af Hærens NIV III-myndigheder? Så har du her mulighed for at blive en del af en velfungerende sektion i Hærkommandoen.
Måske er du den kollega, vi mangler i Personel- og Organisationselementet (G1), hvor du får mulighed for at løse en bred vifte af spændende opgaver.
Om os Personel- og Organisationselementet (G1) består af en major (leder), to chefsergenter, tre kaptajner, en korporal og en civil administrativ medarbejder.
Elementets opgaver omfatter blandt andet strukturopgaver, policy på personelområdet, bemandingsgrundlag, bemandingslister til udsendelser, DeMars-rolletildelinger til missioner, produktionsmål og kontaktofficersopgaver.
Derudover er der til G1 tilknyttet en række reservister.
Vi tilbyder en udfordrende hverdag i en spændende, dynamisk og velfungerende sektion, hvor faglighed, sammenhold og humor spiller en stor rolle. Vi har fokus på at løse opgaverne effektivt og samtidig udvikle den enkelte medarbejders potentiale – alt sammen til gavn for Hæren og dens myndigheder.
Vi har et godt arbejdsmiljø med stor fleksibilitet og mulighed for hjemmearbejde. Vi har fokus på, at den enkelte medarbejder bliver godt onboardet og hurtigt får opbygget relationer og et stærkt netværk.
Om stillingen Du bliver en central del af arbejdet med personel, bemanding og organisationsudvikling. Du får en bred kontaktflade og en hverdag, hvor du arbejder med sagsbehandling, planlægning, koordinering og rådgivning af ledelsen.
Du får blandt andet ansvar for at:
- Planlægge og koordinere personel- og bemandingsopgaver på tværs af organisationen.
- Udarbejde og følge op på personelplaner (PCP) samt understøtte evaluering og kontrol af planerne.
- Understøtte bemandingen af INTOPS-missioner og opgaver, herunder udarbejde bemandingslister og koordinere den nødvendige bemanding.
- Sagsbehandle og udarbejde beslutningsgrundlag inden for personel- og bemandingsområdet.
- Koordinere med relevante myndigheder og samarbejdspartnere om personel, stillinger og bemanding.
- Forberede og gennemføre møder samt følge op på beslutninger og aftaler.
- Udarbejde briefinger, notater og ledelsesinformation, der giver cheferne et solidt grundlag for at træffe beslutninger.
- Vedligeholde og kvalitetssikre data og oversigter vedrørende personel, stillinger og bemanding.
- Bidrage til udvikling af arbejdsgange og administrative løsninger, der understøtter en effektiv opgaveløsning.
- Vejlede og understøtte medarbejdere og chefer inden for afdelingens ansvarsområder.
Du får en bred og alsidig rolle med stor indflydelse på personel- og bemandingsområdet. Du får mulighed for at arbejde tæt på ledelsen og omsætte behov og beslutninger til konkrete løsninger, der sikrer, at organisationen er korrekt bemandet og klar til at løse sine opgaver.
Det er derfor en stilling for dig, der trives med ansvar, koordinering og komplekse problemstillinger, og som kan skabe overblik, drive processer og få opgaverne sikkert i mål.
Om dig Vi forestiller os, at du har en kontoruddannelse eller relevant erfaring inden for området.
Derudover ser vi gerne, at:
- Du har en høj grad af faglig stolthed og tager ansvar for kvaliteten i dit arbejde.
- Du argumenterer fagligt for dine løsningsforslag over for samarbejdspartnere både i og uden for Hæren.
- Du er servicemindet og møder samarbejdspartnere med en pragmatisk og løsningsorienteret tilgang.
- Du er analytisk stærk, velformuleret, udadvendt og god til at håndtere mange opgaver på én gang.
- Du er omstillingsparat og arbejder struktureret.
- Du har blik for detaljen og kan samtidig bevare overblikket.
- Du er agerende frem for reagerende, hvilket betyder, at du er fremsynet og tager initiativ, før opgaven lander på dit bord.
- Du deler viden og kan med kort varsel klargøre grundlag og beslutninger til en kort og præcis briefing.
Af ønskelige kvalifikationer, kompetencer og interesser kan nævnes:
- Du har interesse for personel-, HR- og bemandingsområdet.
- Du har blik for løsninger, der tager udgangspunkt i den enkelte myndighed.
- Du har lyst til at samarbejde og skabe gode relationer og et stærkt netværk.
- Du kommunikerer klart og tydeligt – både skriftligt og mundtligt.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i staten.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Karup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Henning Bæk på [email protected] eller telefon 4132 0203.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Emilia Kyhn Sixhøi på telefon 5171 1535.
Ansøgningsfristen er den 11. november 2026 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse umiddelbart herefter.
Du søger stillingen via linket, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Hærkommandoen Hærkommandoen er Hærens øverste kommandoenhed og er bosiddende på Flyvestation Karup.
Hærkommandoen direktivgiver og skaber rammerne for Hærens myndigheder og enheder således, at de kan løse deres opgaver. Hærkommandoen er organiseret i en G-struktur (sektioner) fra G1 til G8 og med et Ledelsessekretariat og en Kontrolsektion, der hovedsageligt har til opgave at støtte Chefen og Næstkommanderende i deres daglige styring og ledelse af Hæren.



