The posting
Fra 1. januar 2027, søger FOA 1 en faglig sagsbehandler, der vil være med til at sikre gode løn- og ansættelsesvilkår for vores medlemmer. Du bliver en del af et engageret fællesskab, som arbejder for ordentlige vilkår for FOA’s medlemmer og en stærk faglig organisering.
Om FOA 1
FOA 1 er en del af FOA – Fag og Arbejde – Danmarks største fagforening for medarbejdere inden for bl.a. social- og sundhedsområdet og teknisk service. Vi arbejder for ordentlige løn- og ansættelsesvilkår, stærke arbejdsfællesskaber og en høj faglig kvalitet i den offentlige og private velfærd.
Som faglig sagsbehandler bliver du en central del af FOA 1’s arbejde med at sikre medlemmerne professionel rådgivning og støtte i deres arbejdsliv. Vi giver ikke verdens højeste løn, men et godt arbejdsmiljø og gode engagerede kollegaer.
Dine arbejdsopgaver
Som faglig sagsbehandler vil du bl.a. skulle:
- Forhandle og fortolke løn- og ansættelsesvilkår
- Rådgive og servicere FOA-medlemmer og varetage sagsbehandling inden for løn- og ansættelsesområdet
- Sagsbehandle vedr. ansættelsesret, ferie, barsel, afskedigelser og bortvisninger mv.
- Undervise internt og eksternt – både kollegaer og tillidsvalgte – om løn, ansættelse og relevante regler
- Deltage i afdelingens øvrige faglige arbejde, hvor dine kvalifikationer kan bringes i spil
- Håndtere sagssystemer og registrering i forbindelse med medlemshenvendelser
- Kunne arbejde selvstændig
Der kan forekomme enkelte aften- og weekendaktiviteter i forbindelse med møder, kurser eller medlemsarrangementer. Disse honoreres ikke særskilt, men er en del af stillingen.
Om dig
Vi forestiller os, at du:
- Er afklaret med og kan identificere dig med fagbevægelsens værdier
- Har solid erfaring med løn- og ansættelsesområdet, fx fra en fagforening, HR-funktion, a-kasse eller offentlig forvaltning, evt. uddannet jurist
- Har kendskab til ansættelsesret, overenskomster (særligt det kommunale og regionale område) og det fagretlige system
- Har lyst til at forhandle, fortolke regler og omsætte dem til konkret rådgivning
- Trives med medlemskontakt og kan håndtere både korte spørgsmål og mere omfattende sager
- Er tryg ved at formidle viden – både mundtligt og skriftligt – til forskellige målgrupper
- Har gode samarbejdsevner og bidrager aktivt til det kollegiale fællesskab i afdelingen
- Kan bevare overblikket i travle perioder og møder medlemmerne med en rolig og serviceminded tilgang
Løn og pension
- Løn efter løntrin 45 i det kommunale lønsystem
- Fritvalgsordning
- Fuld arbejdsgiverbetalt pensionsordning
Arbejdstid og flextid
- Arbejdstiden udgør 37 timer om ugen inkl. betalt spisepause
- Arbejdstiden placeres af den enkelte medarbejder, således at arbejdets tarv tilgodeses
- Der er indgået en lokal flextidsaftale
Ferie og særlige fridage
Du får:
- I alt 6 ugers ferie efter KL’s ferieaftale
- FOA-ugen – 1 ekstra uges betalt frihed, der optjenes og afholdes efter ferielovens principper
- Løn på almindelige helligdage (nytårsdag, Skærtorsdag, Langfredag, Påskedag, 2. påskedag, Kristi Himmelfartsdag, Pinsedag, 2. pinsedag, 1. og 2. juledag)
Sådan ansøger du
Send din ansøgning og CV senest 06.11.2026 til [email protected] mærket ”Faglig sagsbehandler”.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Lars Lund på 46 97 11 00 eller [email protected]



