The posting
Vil du fortælle historier fra Hjemmeværnet, tiltrække nye frivillige og være med til at give dem en god start? Hos os får du mulighed for at arbejde med kommunikation, rekruttering, onboarding og events. Du kommer både til at udvikle indhold, planlægge aktiviteter og møde de frivillige, der får Hjemmeværnet til at fungere.
Om os: Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland er et operativt distrikt og et fællesskab bestående af ca. 1.400 frivillige, 3.000 i reserven og en fast stab bestående af militære og civile ansatte, der insisterer på at løfte i flok. Vi dækker området fra Hanstholm til Silkeborg og arbejder hver dag i krydsfeltet mellem operative opgaver, uddannelse og samarbejde med politiet og øvrige beredskabsmyndigheder.
Vores princip er enkelt: Én stab – én opgave. Uanset om du er fastansat civil eller militær, frivillig eller reservist, løser vi opgaverne sammen. Vi lægger vægt på høj faglighed, godt samarbejde og en uformel tone, hvor fleksibilitet er en naturlig del af hverdagen.
Du bliver en del af et stærkt fagligt fællesskab, hvor vi arbejder målrettet for at udbrede kendskabet til Hjemmeværnet, øge antallet af frivillige og synliggøre værdien i at være frivillig. Du vil indgå i et netværk med kolleger fra regionens fem øvrige distrikter, som arbejder med de samme områder som dig – rekruttering, onboarding og kommunikation. Her får du sparring, støtte og vejledning fra både netværket og Landsdelsregionens rekrutterings- og kommunikationsenhed.
Aften- og weekendtjeneste forekommer, men til gengæld får du en arbejdsplads med frihed og fleksibilitet i opgaveløsningen.
Om stillingen: Vores nuværende kommunikations- og rekrutteringsmedarbejder har fået en ny stilling internt, og derfor søger vi en ny kollega.
Du får en vigtig rolle i arbejdet med at tiltrække nye frivillige og sikre, at de får en god start i Hjemmeværnet. Du skal både udvikle vores kommunikation og understøtte rekruttering, onboarding og fastholdelse af medlemmer i distriktets lokale afdelinger.
Dine opgaver bliver blandt andet at:
- udvikle og drive distriktets interne og eksterne kommunikation, særligt på Facebook, Instagram og HJV.DK
- planlægge og gennemføre rekrutteringsevents og aktiviteter i samarbejde med vores lokale afdelinger
- udvikle og kvalitetssikre processen for optagelse og onboarding af nye medlemmer
- støtte de lokale afdelinger i arbejdet med at fastholde frivillige
- håndtere lokale pressehenvendelser sammen med din kollega
- rådgive og undervise frivillige i eksempelvis sociale medier, præsentationsteknik og events
- stå for indkøb og administration af rekrutterings- og profileringsmaterialer.
En hverdag tæt på de frivillige
Den ene dag arbejder du med at udvikle onboardingforløb og følge op på nye medlemmer. Den næste er du ude blandt de frivillige for at finde og fortælle den gode historie – måske med kameraet i hånden eller midt i et interview. En tredje dag planlægger du et event eller hjælper en lokal afdeling med deres kommunikation.
Du får mulighed for at præge opgaverne med dine erfaringer og interesser.
Dit faste tjenestested bliver Ingeniørkasernen, men du kommer også ud til distriktets 21 lokale afdelinger. Her hjælper du de frivillige med at tage imod nye medlemmer, fastholde eksisterende medlemmer og fortælle om deres arbejde.
Vi tilbyder
- En stilling med forskellige opgaver inden for kommunikation, rekruttering og events
- Fleksibilitet i tilrettelæggelsen af din arbejdstid og mulighed for hjemmearbejde
- Kolleger, du kan sparre med, og mulighed for faglig udvikling
- Et arbejde, hvor du kommer tæt på de frivillige og deres indsats i Hjemmeværnet
- Gode ansættelsesvilkår og arbejdsgiverbetalt pension.
Om dig:
Du har en relevant uddannelse inden for eksempelvis kommunikation, HR, organisationsudvikling eller events. Du har erfaring med et eller flere af områderne og kan omsætte dine idéer til konkrete aktiviteter.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- kommunikerer klart og har blik for den gode historie – både skriftligt og mundtligt
- er god til at skabe relationer og samarbejde med mennesker med forskellige baggrunde
- kan planlægge, koordinere og gennemføre aktiviteter fra idé til handling
- har forståelse for, hvad der motiverer frivillige, og hvordan vi kan fastholde deres engagement
- arbejder selvstændigt og følger dine opgaver til dørs
- har lyst til at arbejde tæt sammen med vores frivillige.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med frivillige eller kendskab til Hjemmeværnet og Forsvaret, men det er ikke et krav.
Da en del af samarbejdet foregår med frivillige, skal du være indstillet på, at nogle opgaver ligger om aftenen og i weekender. Til gengæld har du stor fleksibilitet i tilrettelæggelsen af din arbejdstid.
Ansættelsesvilkår Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Dit faste arbejdssted vil være på Ingeniørkasernen, Søndre Boulevard 15, 7800 Skive.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefen for Presse, Kommunikation og Rekrutteringssektionen, Sofie Buur Nielsen, på 2420 3343 eller via mail: [email protected], eller stabschef ved Hærhjemmeværnsdistrikt Midt- og Vestjylland major Lars B. Østbjerg på 2060 4649 eller via mail: [email protected].
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte Personelkommandoen, Mathias Fonskov, på 3266 5657.
Ansøgningsfristen er den 23. november. Samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Hjemmeværnet
Hjemmeværnet er en militær beredskabsorganisation bestående af frivillige og fastansatte. Vi er Danmarks frivillige styrke. Vi styrker Forsvaret, Politiet og samfundet, når vi løser opgaver, der kalder på vores evner og indsats. Vi hjælper med alt fra eftersøgning af forsvundne personer, miljøopgaver i danske farvande, hjælp ved oversvømmelser til støtte af Forsvaret. Vores fundament er over 15.000 aktive frivillige ildsjæle og en militær organisation, der gør os i stand til at rykke hurtigt og effektivt ud.
Hjemmeværnet består af tre værn – Hærhjemmeværnet, Flyverhjemmeværnet og Marinehjemmeværnet – som løser en lang række opgaver til lands, til vands og i luften. Vores kerneopgave løses gennem opbygning og træning af militære enheder og enkeltpersoner, der kan bevogte objekter samt løse andre militære opgaver. Alle medlemmer af Hjemmeværnet har gennemgået en militær grunduddannelse på linje med Hærens basisuddannelse. Hjemmeværnet støtter også Forsvaret i forbindelse med uddannelse af værnepligtige og soldater, som skal udsendes til internationale opgaver. I de senere år har Hjemmeværnet været på internationale missioner sammen med Forsvaret, eksempelvis i Afghanistan og Kosovo.



