The posting
Har du lyst til en spændende og udfordrende stilling hvor du er med til at sikre den fortsatte anskaffelse og drift af CBRN-materiel til Forsvaret og Beredskabsstyrelsen?
Om os Kapacitetscenter Ingeniørmateriel er en sektion under Kapacitetsansvarlig Land, som er et af Forsvaretsministeriets Materiel-og Indkøbsstyrelses fire kapacitetsansvarsområder (Land, Maritim, Luft og IT).
Vi er ansvarlige for anskaffelse, drift (forsyning og vedligeholdelse) samt bortskaffelse af CBRN, bombe/ammunitionsrydningsmateriel, entreprenørmaskiner, bro- og løftemateriel samt løft-, træk- og surringsmateriel til støtte for hele Forsvaret, både i Danmark og ved udsendte enheder.
Vi har ansvaret fra "vugge til grav" for vores kapaciteter. Det sker naturligvis i tæt koordination med brugerne ved de operative kommandoer samt øvrige styrelser i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen samt under hensyntagen til en optimal anvendelse af de rådige ressourcer.
Vi beskæftiger 22 militære og civile medarbejdere. Sektionen består af en chef, en næstkommanderende, samt 20 sagsbehandlere med hver deres speciale.
Sektionen er præget af en fri og uformel omgangstone med respekt for den enkelte. Du har stor indflydelse på din egen arbejdstids- og ferieplanlægning.
Om stillingen Du bliver den ene af et team på to sagsbehandlere og en tilknyttet driftssagsbehandler, der samlet set har ansvaret for Forsvarets CBRN-materiel. Du vil blive systemansvarlig for specifikke dele af materiellet indenfor området, men som en del af teamet er det vigtigt, at I alle understøtter hinanden i travle perioder, hvor der kan være særlige fokusområder.
Du vil have en stor berøringsflade med kollegaer rundt i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses afdelinger samt i resten af Forsvaret. Du må forvente nogen rejseaktivitet i forbindelse med mødeaktivitet rundt i Danmark samt rejser til udlandet i forbindelse med besøg ved leverandører eller deltagelse på messer, op til 6 uger årligt af varierende længde fra primært 1-2 dage til en uges varighed.
Om dig Du er Ingeniør eller har en anden akademisk uddannelses baggrund og har interesse og viden indenfor CBRN eller tekniske løsninger. Du er interesseret i at arbejde med teknisk sagsbehandling/rådgivning og måske har du allerede kendskab til forsvarets organisation.
Du er i besiddelse af gode analytiske anlæg og har gode samarbejdsevner, herunder en veludviklet evne til at se sammenhænge og udvise helhedssyn.
Vi forventer, at du arbejder struktureret og bevarer overblikket selv i pressede situationer, ligesom din personlighed har en positiv afsmittende effekt på sektionens øvrige medarbejdere.
Du har gode kommunikationsevner, og kan formulere dig i skrift og tale på dansk og engelsk. Brug af IT er en selvfølge for dig og du er erfaren bruger af Office pakken.
Det er et krav at du har kørekort til personbil.
Det er ønskeligt at du er uddannet i SAP.
Ansættelsesvilkår Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Ingeniørsektionens næstkommanderende, Major Mette Grønborg på telefon 2126 6323.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Katrine Glyngbo på telefon 3266 5542.
Ansøgningsfristen er den 26. november 2026. Ansættelsestidspunktet er hurtigst muligt.
Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for forsvarets og beredskabets materiel, it og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt — i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores it-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere — civile og militære — fordelt ud over hele Kongeriget.



