The posting
Motiveres du af en hverdag, hvor it, forsvar, politik og økonomi mødes? Kan du skrive knivskarpe sager om økonomi til den øverste ledelse og det politiske niveau – og vil du fungere som den primære økonomiske rådgiver for vores ledelse i IT-staben?
Om os
NATO og dansk forsvar står foran en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation og særligt Ruslands ageren i Ukraine gør denne transformation endnu mere nødvendig. Transformationen er tidskritisk, og indebærer en cybersikker, teknologisk, digital og datacentrisk modernisering og organisering af hele Forsvarsministeriets koncern.
Derfor er vi nu ved at opbygge en koncernfælles IT-Stab, der består af et transformationsprogram, en driftsorganisation, en governanceorganisation og et nyoprettet CIO-kontor ved Forsvarsministeriet Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI), som er overordnet ansvarlig for at bygge fremtidens digitale og datacentriske forsvar og forestå den digitale og operative transformation.
IT-stabens CIO-kontor er placeret i FMI i Ballerup og understøtter FMI’s CIO (direktøren for IT-Staben) og sætter den strategiske retning for den samlede IT-Stab.
Om stillingen
Du skal sikre, at it-stabens økonomi understøtter de langsigtede mål inden for it-området i Forsvaret i tæt samarbejde med den centrale økonomiafdeling i FMI, og være bindeled til de decentrale økonomienheder i IT-staben, der har ansvar for de konkrete budgetter mv.
Du vil skulle løse følgende opgaver:
- Rådgivning, forretningsudvikling og beslutningsstøtte vedrørende IT-stabens økonomi for ledelsen
- Udarbejde business cases, scenarieanalyser og økonomiske overbliksnotater til IT-stabens ledelse og Forsvarsministeriets departement
- Politisk- og ledelsesmæssig betjening: Forberede sager og mødemateriale vedr. IT-stabens økonomi til forligskredsmøder, samråd og regeringsudvalg, samt sager til departement og styregruppe
- Bestillinger og høringer: Koordinere og formulere it-stabens officielle input til diverse sager af økonomisk karakter i IT-staben
- Sikre transparant grundlag for finansiering og faglig prioritering vedr. økonomi i IT‑staben
- Du starter i en spændende tid, hvor CIO-kontoret er under opbygning, og du har dermed god mulighed for at præge opgaver, arbejdsgange og kulturen i kontoret
Om dig
Du har en relevant akademisk uddannelse som cand.scient.pol., cand.oecon., cand.polit. eller lignende. Vi forestiller os, at du har ca. 3-5 års erfaring fra en lignende stilling, f.eks. fra et departement, og at du:
- formår at omsætte komplekse økonomiske datasæt til letforståelige strategiske anbefalinger
- trives med en arbejdsdag med varierende opgaver, hvor fleksibilitet til at navigere i ændringer er en integreret del af arbejdet. Derudover skal du med stoisk ro kunne evne at bevare overblikket i et bredt spektrum af opgaver i en til tider travl hverdag med stramme terminer
- har stor forståelse for politiske processer og organisatoriske dynamikker
- skriver fejlfrit, præcist og kan skære komplekse faglige pointer til, så de er klar til ledelsesmæssigt og politisk brug
- trives i krydsfeltet mellem it, forsvar, politik og økonomi, og kan levere med både overblik og sans for detaljen
- skriver skarpe sager, strategiske oplæg, indstillinger og notater (fx efter Slotsholmsmetoden)
- kan planlægge og drive processer på tværs, skabe struktur og sikre rettidig opfølgning
Det er en fordel, hvis du har erfaring fra Forsvaret eller en politisk styret organisation, centraladministrationen eller en interesseorganisation, men det er ikke et krav.
Du skal desuden have lyst til at bidrage aktivt til samarbejdet i CIO-kontoret. Vi understøtter og hjælper hinanden hver dag. Vi lægger vægt på trivsel, godt kollegaskab og faglig udvikling. Vi holder af fælles aktiviteter – både fagligt og socialt, og vi spiser morgenmad sammen om fredagen, og har et ugentligt mandagsmøde, hvor vi vender den forgangne og den kommende uge.
Ansættelsesvilkår
Ansættelsen sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte kontorchef Gry Christophersen på mobil 2320 9073.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Rasmus Kunzendorf på mobil 2926 3785 eller på mail [email protected].
Ansøgningsfristen er den 4. december 2026. Ansættelsestidspunktet er 1. februar 2027.
Du søger stillingen via linket i opslaget. Vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og uddannelsesbevis. Vær opmærksom på, at bilag kun kan vedhæftes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er Danmarks centrale myndighed for Forsvarets og Beredskabets materiel, IT og cybersikkerhed i fred, krise og krig. Vi arbejder for at sikre, at det samlede forsvar er udstyret, opdateret og operativt - i en tid, hvor kravene til hastighed og kampkraft aldrig har været større. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet og resten af Forsvarsministeriets koncern. Det er vores IT-medarbejdere, der dagligt er med til at afværge de cyberangreb, koncernen udsættes for. Vi er en mangfoldig organisation med ca. 2.500 medarbejdere - civile og militære - fordelt ud over hele Kongeriget.



