The posting
Vil du arbejde tæt på direktionen og samtidig stå i spidsen for projekter på tværs af Hørsholm Kommune? Har du blik for den politiske og organisatoriske dagsorden, og kan du omsætte strategiske ambitioner til konkrete processer og resultater? Så er du måske vores nye konsulent!
Vi søger en konsulent og projektleder med nogle års erfaring, der kan kombinere klassisk direktionsbetjening med professionel projektledelse. Du får en central rolle tæt på direktionen og organisationen og en hverdag med både driftsopgaver og strategiske, politiske og organisatoriske problemstillinger. Som konsulent arbejder du selvstændigt med at betjene direktionen og Chefforum, men er samtidig del af et team med høje faglige kompetencer, hvor vi vil samarbejdet og hinanden som kolleger. Som projektleder indgår du sammen med et par andre projektledere i et mindre stabsteam, hvorfra vi leder projekter på tværs af organisationen. Aktuelt arbejder vi bl.a. med analyse af borgerbefordring, beredskab og indkøb af elbiler.
Den konkrete fordeling af opgaver afhænger af kompetencer og ønsker hos vores nye kollega og vores nuværende konsulenter. Hørsholm Kommune står desuden overfor at skulle have ny kommunaldirektør, som forventeligt vil sætte sit præg på både samarbejdsform og konkrete projekter.
Dine opgaver
Som konsulent bliver du sparringspartner for direktionen, bidrager til at omsætte dagsordener og beslutninger til handling og står i spidsen for strategiske projekter på tværs af organisationen. Du kommer blandt andet til at:
- understøtte direktionen og kommunens Chefforum og bidrage til udvikling og kvalitet i direktions- og chefbetjeningen
- varetage den løbende betjening af direktionen og Chefforum, herunder udarbejde dagsordenspunkter, deltage i møder, udarbejde referater og følge op på beslutninger og aftaler
- udarbejde oplæg, notater og sagsfremstillinger til administrative og politiske beslutningsprocesser
- omsætte komplekse problemstillinger til korte, præcise og beslutningsklare oplæg, dagsordenspunkter og sagsfremstillinger
- understøtte tværgående og politiske dagsordener, såsom KKR
- lede projekter fra idé og projektmodning til implementering og opfølgning og samtidig selv bidrage aktivt til projekternes konkrete leverancer
Opgaverne ændrer sig i takt med organisationens behov, og du skal derfor trives med både længerevarende strategiske projekter og opgaver, der opstår med kortere varsel.
Om dig
Vi søger en person, der kan sætte sig ind i fagligt komplekse sager, spænde over mange fagområder og har mod på at lede projekter og understøtte processer længere væk fra sin egen kernefaglighed.
Du har en relevant akademisk uddannelse og erfaring fra en politisk ledet organisation. Du forstår samspillet mellem det politiske og administrative niveau og kan begå dig sikkert blandt medarbejdere, ledere, direktion og politikere.
Det er afgørende, at du har solide kompetencer og erfaring inden for projektledelse. Du kan skabe struktur og fremdrift i komplekse projekter, sætte en tydelig retning og navigere i projekter med mange interessenter og stor organisatorisk eller politisk bevågenhed. Det er vigtigt at du også kan tage ansvar for en væsentlig del af leverancerne, da vi som stab ofte både skal drive projekter og selv udarbejde f.eks. analyser, oplæg, materialer og andre konkrete leverancer. Vi arbejder ofte med tværgående projekter, der involverer flere dele af organisationen, og du skal derfor kunne skabe klarhed om mandat, roller, ansvar, leverancer og beslutningsgange og følge beslutninger og aftaler helt til dørs. Du behøver ikke være specialist på alle de områder, du arbejder med, men du skal være nysgerrig og hurtigt kunne sætte dig ind i nye problemstillinger.
Vi lægger desuden vægt på, at du:
- arbejder selvstændigt, struktureret og med høj kvalitet.
- kan facilitere processer der kan understøtte det relationelle samspil mellem forskellige interessenter.
- er relationelt stærk og kan skabe følgeskab uden at have formel ledelseskompetence.
- har lyst til at dele din projektlederfaglighed og sparre med dine kolleger.
- kan omsætte komplekse problemstillinger til korte og beslutningsklare oplæg og sagsfremstillinger.
- har gode kommunikationsevner og er i stand til at formulere dig klart og korrekt i både skrift og tale.
Om os
Du bliver en del af vores Politik-team som består af 11 dygtige kolleger, der arbejder med blandt andet projektledelse, kommunikation, digitalisering, jura samt borgmester- og direktionsbetjening. Vi arbejder tæt sammen med direktionen og borgmesteren og er tæt på de beslutninger og dagsordener, der former Hørsholm Kommune. Politik er en del af Center for Politik, Personale og IT med 28 engagerede kolleger, og du vil få reference til centerchef Anne Straarup Jensen Skræp.
Hos Hørsholm Kommune får du en arbejdsplads med høje ambitioner, korte beslutningsveje og stor mulighed for at præge både opgaver og arbejdsform. Dine kolleger er åbne, hjælpsomme og kompetente, samtidig med at vi sætter pris på, at der også er tid til familie, venner og fritid.
Løn og ansættelsesvilkår
Vi forventer at stillingen indplaceres efter akademiker-overenskomsten, som minimum på løntrin 4. Startlønnen vil derfor være 36.045,62 kr. pr. måned ekskl. pension. Afhængig af din uddannelse, anciennitet og kvalifikationer, kan der være mulighed for forhandling af tillæg.
Vil du vide mere? Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte centerchef Anne Straarup Jensen Skræp på tlf. 24469413.
Find os også på LinkedIn.
Ansøgningsfrist og samtaler Ansøgningsfristen er søndag d. 6. december. Vi forventer at afholde samtaler onsdag den 9. december og mandag den 14. december.
Stillingen ønskes besat pr. 1. februar 2027.



