The posting
Vil du have et alsidigt job, hvor du gør en konkret forskel i et andet menneskes hverdag?
Jeg søger en handicaphjælper til en deltidsstilling med tiltrædelse den 1. december 2026 eller snarest derefter.
Stillingen omfatter 2-3 døgnvagter i løbet af 4 uger, fordelt på både hverdage og weekender. Jeg planlægger vagterne i dialog med dig og tager så vidt muligt hensyn til dine ønsker og øvrige aktiviteter. Det giver gode muligheder for at kombinere jobbet med f.eks. studier, familie eller fritidsinteresser.
Hvem er jeg?
Jeg er 71 år og tidligere praktiserende læge. For 11 år siden kom jeg ud for en alvorlig cykelulykke, som medførte betydelige fysiske skader. Jeg har derfor nedsat kraft i både arme og ben og bruger kørestol. Det betyder, at jeg har brug for hjælp døgnet rundt.
Heldigvis slap jeg uden hovedskader, så min forstand er intakt!
Hvad går jobbet ud på?
Jeg har et velfungerende team af deltids- og fuldtidsansatte hjælpere, som tilsammen sørger for den nødvendige hjælp i hverdagen.
Jeg lægger stor vægt på at holde mig fysisk aktiv. Derfor indgår fysisk træning som en vigtig del af jobbet. Træningen foregår både hjemme hos mig og i Vadum Svømmehal.
Da jeg ikke har anden hjælp i omklædningsrummet i svømmehallen, er det nødvendigt, at jeg ledsages af en mandlig hjælper. Derfor søger jeg udelukkende mandlige hjælpere.
Derudover skal du ledsage mig ved aktiviteter uden for hjemmet. Det kan f.eks. være:
- Undersøgelser og behandlinger
- Kurser og møder
- Besøg hos familie og venner
- Koncerter og andre kulturelle arrangementer
Arbejdet er således varieret og byder på både praktiske opgaver, personlig hjælp og aktiviteter ud af huset.
Hvem søger jeg?
Jeg lægger især vægt på, at du:
- Er udadvendt, har et godt humør og ikke er bange for at tage fat.
- Gerne har erfaring med fysisk træning – det er dog ikke et krav.
- Respekterer både dine egne og andres grænser.
- Kan optræde diskret og med respekt for mit privatliv.
- Er loyal og stabil og overholder din tavshedspligt.
- Er ikke-ryger.
- Er fleksibel med hensyn til arbejdstider og er villig til at træde til ved sygdom og lignende.
- Har B-kørekort og har mod på at køre en større bil.
Jeg stiller ikke krav om en bestemt uddannelse, erhvervsmæssig baggrund eller alder. Det vigtigste er din personlighed og din indstilling til jobbet.
Du vil naturligvis få den nødvendige oplæring i begyndelsen af ansættelsen.
Arbejdstid og praktiske forhold
Jeg bor i Vestbjerg sammen med min hustru. Der er gode busforbindelser til og fra Aalborg.
Som hjælper får du dit eget værelse til rådighed under vagterne.
Vagterne vil typisk være på 22-26 timer, men enkelte vagter kan være kortere. Du skal være indstillet på, at arbejdet fordeles på alle ugens dage året rundt.
Jeg står selv for den daglige ledelse og planlægning af vagterne. Du bliver dog formelt ansat gennem LOBPA, som har arbejdsgiveransvaret.
Løn og øvrige ansættelsesvilkår følger LOBPA’s overenskomst, som du kan læse her:
https://lobpa.dk/handicaphjaelper/overenskomst/
Sådan søger du
Lyder jobbet som noget for dig?
Så glæder jeg mig til at modtage din ansøgning med billede, CV og relevante bilag.
Send materialet til:
Dokumenterne bedes fremsendt i PDF-format.
Jeg gennemgår ansøgningerne løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.
Udvalgte ansøgere vil blive inviteret til en personlig samtale.
Samtalerne finder sted:
- 1. samtale – Fredag den 20. november 2026
- 2. samtale – Torsdag den 26. november 2026
Ansøgningsfrist: Mandag den 16. november 2026.



