The posting
Er du interesseret i et anderledes, udviklende og givende job med stor indflydelse, så er dette måske en stilling for dig.
Socialstyrelsen søger en forstander til Meeqqat Angerlarsimaffiat Sarliaq i Ilulissat, med ansættelse 1. januar 2027 eller efter aftale.
Om Meeqqat Angerlarsimaffiat Sarliaq Meeqqat Angerlarsimaffiat Sarliaq er en døgninstitution for anbragte børn og unge i alderen 0 – 18 år. Det er kendetegnende for børnegruppen, at de kommer fra en opvækst præget af omsorgssvigt. Deres udfordringer er derfor mangeartede.
Meeqqat Angerlarsimaffiat Sarliaq er normeret til 20 børn fordelt på 3 afdelinger. Der stilles store krav til den pædagogiske indsats, da der er mange forskellige behov, der skal tilgodeses i det daglige. Der arbejdes bl.a. ud fra en systemisk referenceramme samt med relations- og aftalepædagogik.
Der er en række udviklingsinitiativer i gang, der har til formål at højne kvaliteten i det pædagogiske arbejde. Meeqqat Angerlarsimaffiat Sarliaq har brug for en forstander der kan fortsætte denne udvikling, og som evner og har lyst til at præge den pædagogiske retning.
Vi tilbyder: - Mulighed for samarbejde med/ledelse af en mangfoldig og kompetent personalegruppe - Stor indflydelse på nye processer og egen hverdag - En arbejdsplads som vægter udvikling og uddannelse - Udfordringer og udvikling i det pædagogiske- og ledelsesmæssige arbejde - Mulighed for sparring med Socialstyrelsen - særligt Døgninstitutionsafdelingen - Faglig sparring samt mentorordning med andre forstandere - Deltage i årlige forstanderseminarer og konferencer
Vi ønsker, at du: - Er uddannet pædagog - Har indgående kendskab og erfaring med målgruppen - Har kendskab til lovgivning - Har indsigt i administration og økonomistyring - Har et positivt livssyn og kan skabe gode relationer ud fra en anerkendende tilgang - Har ledelseserfaring og kan uddelegere opgaver - Har lyst til at indgå i samarbejde med de øvrige selvstyreejede døgninstitutioner - Er indstillet på at indgå i et tæt og konstruktivt samarbejde med Døgninstitutionsafdelingen - Har erfaring inden for døgninstitutioner til børn- og unge
Dertil ser vi gerne, at du mestrer både dansk og grønlandsk, samt har forståelse for grønlandsk kultur og samfund.
Yderligere oplysninger Arbejdstiden er som udgangspunkt 40 timer ugentligt.
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Afdelingschef Sorlannguaq Mørch +(299) 34 64 30 eller på mail; [email protected]
Løn og ansættelsesforhold Løn - og ansættelsesvilkår, herunder ret til til- og fratrædelsesrejse og bohaveflytning, i henhold til den på tiltrædelsestidspunktet gældende aftale/overenskomst mellem Grønlands Selvstyre og pågældende forhandlingsberettigede organisation.
Bolig Der kan til stillingen anvises umøbleret personalebolig efter de til enhver tid gældende regler. Husleje og depositum betales efter de til enhver tid gældende regler for den anviste bolig. Personaleboligen er knyttet op på ansættelsesforholdet, og skal fraflyttes ved ansættelsesforholdets ophør. Husleje og boligstandard kan variere afhængigt af boligens alder, ejerforhold mv. Der kan være ventetid på anvisning af permanent personalebolig, hvorfor der kan ske indkvartering vakant, herunder også i mindre bofællesskaber eller hotellejligheder, for hvilket der sker beskatning.
Ansøgning Ansøgningen skal indeholde relevante uddannelsesdokumenter, straffeattest samt referencer fra tidligere ansættelser med tilladelse til at Døgninstitutionsafdelingen kan kontakte disse referencer. Der vil ligeledes blive indhentet børneattest. Ansøgningsfristen er sat til den 4. december 2026 og ansættelsessamtaler afholdes løbende.



