The posting
Vil du være en del af vores stærke fællesskab i Distrikt Sydøst?
Er du sygeplejersken, der trives med en hverdag, hvor ikke to dage er ens? Brænder du for høj faglighed, selvstændige opgaver og et tæt tværfagligt samarbejde – og sætter du samtidig pris på gode kolleger, humor og et stærkt fællesskab? Så er det måske dig, vi leder efter!
En af vores dygtige sygeplejersker går snart på barsel, og derfor søger vi en engageret sygeplejerske til et barselsvikariat i vores skønne team SØ22.
Vi holder til på Kildemarkscentret og varetager primært sygeplejen hos borgere i lokalområdet samt i de omkringliggende områder ved Toksværd og Holme Olstrup.
Hos os bliver du en del af et team, hvor vi løfter i flok, hjælper hinanden og prioriterer både faglighed og arbejdsglæde. Vi tror på, at et godt arbejdsmiljø og høj kvalitet i opgaveløsningen går hånd i hånd. Vi er forskellige, men fælles om at skabe de bedste rammer for vores borgere – og vi har heldigvis også plads til både smil og godt humør i en travl hverdag.
En hverdag med faglighed, ansvar og udvikling
Som sygeplejerske hos os får du en alsidig og til tider uforudsigelig hverdag med både akutte, komplekse og planlagte sygeplejeopgaver. Du får mulighed for at bringe din faglighed i spil, tage selvstændigt ansvar og samtidig være en vigtig del af det tværfaglige samarbejde.
Vi arbejder rehabiliterende og med udgangspunkt i Ældrelovens intentioner om helhedspleje, medarbejderkontinuitet og borgerens selvbestemmelse. Vi har fokus på at se hele mennesket og skabe sammenhængende forløb, hvor borgerens ønsker, behov og ressourcer er i centrum.
Vores faglige fundament bygger blandt andet på:
- rehabilitering og forebyggelse
- tidlig opsporing og indsats ved sygdom og demens
- akut og kompleks sygepleje
- palliation og omsorg ved livets afslutning
- tværfaglig sparring og kompetenceudvikling
Vi arbejder i tværfagligt sammensatte miniteams med blandede dag- og aftenvagter. For at sikre kvalitet og sammenhæng i borgerforløbene har vi daglig triagering, formaliserede borgerkonferencer og ugentlige miniteamsmøder med vores faste visitator.
Vi tilbyder dig
- et stærkt kollegialt fællesskab med engagerede medarbejdere og godt humør
- en arbejdsplads, hvor der er plads til at være ny, stille spørgsmål og lære
- et individuelt tilrettelagt introduktionsforløb med udgangspunkt i dine kompetencer og behov
- stor medindflydelse på tilrettelæggelsen af din arbejdsplan
- weekendarbejde svarende til hver 3. weekend
- et arbejdsmiljø, hvor vi prioriterer trivsel, samarbejde og faglig sparring
- gode muligheder for faglig udvikling, herunder relevante diplommoduler
- en dynamisk arbejdsplads med borgernære udviklingsprojekter og mulighed for at præge udviklingen
Vi forestiller os, at du
- er uddannet sygeplejerske – gerne med erfaring, men det vigtigste er din faglighed og lyst til at lære
- er fagligt nysgerrig, og har lyst til at udvikle både dig selv og den fælles opgaveløsning
- kan arbejde selvstændigt og samtidig ser værdien i at være en del af et team
- bidrager aktivt til faglig refleksion og deler gerne din viden med kolleger
- arbejder rehabiliterende og formår at inddrage og motivere borgeren
- kan bevare overblikket og prioritere i en hverdag med mange forskellige opgaver
- møder borgere, pårørende og kolleger med respekt, nærvær og professionalisme
- har lyst til at bidrage til et trygt og positivt arbejdsfællesskab
- har kørekort (kategori B)
- har flair for IT og gerne kendskab til dokumentation i Nexus
Skal vi være dine nye kolleger?
Vi søger ikke bare en sygeplejerske til at løse opgaverne – vi søger en kollega, der har lyst til at blive en del af vores fællesskab, bidrage med sin faglighed og være med til at gøre en forskel for vores borgere.
Hos os behøver du ikke kunne det hele fra første dag. Vi hjælper hinanden, deler vores erfaringer og tror på, at vi bliver dygtigere sammen.
Løn- og ansættelsesvilkår sker i henhold til gældende overenskomst indgået mellem KL og DSR.
Oplysninger om startløn og forventet løninterval
Via linket her kan ses oplysninger om relevant løninterval for den konkrete stilling. I oversigten vælges Næstved Kommune, hvilken stillingskategori (overenskomst) du ansøger til og yderligere hvilken stilling du søger. I tabellen derunder kan ses de relevante oplysninger for den konkrete stilling.
Tiltrædelse hurtigst muligt.
Arbejdstid pr. uge f.eks. 37 timer i dag- og aftenvagter. Timetallet kan forhandles.
Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte teamleder Sabine Købman-Parnes, tlf.nr. 3076 5741.
Ansøgningsfrist torsdag den 19. november 2026.
Ansættelsessamtaler afholdes løbende.
Du søger stillingen ved at sende din ansøgning, CV og anden relevant dokumentation og uddannelsesbevis elektronisk via ansøgerknappen ”Ansøg”.
Vi ser frem til at modtage din ansøgning.
Distrikt Sydøst yder pleje, træning, sygepleje og praktisk hjælp, med skarpt fokus på rehabilitering til omkring 1000, primært ældre borgere, der enten bor i plejebolig eller modtager besøg af hjemmeplejen.



