The posting
Søg denne stilling i spiseforstyrrelsesenheden på Psykiatrisk Center Ballerup, Herlev og Gentofte Hospital, hvor vi sikrer et højt fagligt niveau gennem specialiserede kurser, fælles undervisning og temadage samt intern sparring og et tæt samarbejde.
Som en del af åbent døgnafsnit 38 kommer du til at arbejde med patienter med moderat til svær anorexia nervosa.
Du arbejder ud fra en faseopdelt behandling af varighed mellem 6-16 uger, hvor patienterne kender behandlingen via et udførligt behandlingsprogram, som udleveres ved indlæggelsen.
”Størstedelen af mit arbejde består i at have støttende samtaler med patienterne. Det er et virkeligt dejligt og meningsfuldt arbejde. Vores måde at kommunikere og lytte til patienten er den vigtigste del i mit arbejde ” – Annemette, Sygeplejerske
Afsnittet tilbyder intensiv miljøterapeutisk behandling, der inddrager alle faggrupper. Behandlingen bygger på elementer fra kognitiv- og dialektisk adfærdsterapi, og du kommer til at arbejde med:
- normalisering af vægt og spisemønster
- forebyggelse og behandling af somatiske komplikationer
- behandling af psykiatrisk comorbiditet
- terapi/støtte til indsigt i de tanker, følelser og adfærd, som ligger til grund for spiseforstyrrelsen
- motivation for behandling både under og efter indlæggelsen
Mere præcist bliver du primær kontaktperson for 2-3 af vores 16 patienter, hvor dine arbejdsopgaver blandt andet omfatter at:
- skabe gode og sammenhængende patientforløb og udarbejde tværfaglige patientplaner
- deltage i tværfaglige møder – både med og uden patienter – for at sikre helhedsorienteret behandling
- måltidsforberede og yde støtte til spisning som en del af den miljøterapeutiske indsats
- gennemføre psykoedukation med patienter og pårørende og afholde motiverende samtaler
- arbejde miljøterapeutisk
Du vil bruge dine sygeplejefaglige og pædagogiske kundskaber til at understøtte patientens forandringsproces.
Spiseforstyrrelsesområdet på Psykiatrisk Center Ballerup er et samlet område, hvilket betyder, at du både i forhold til kompetenceudvikling og sparring vil have et samarbejde med dine kolleger i ambulatoriet, dagafsnittet og højt specialiseret døgnafsnit for spiseforstyrrelser.
Vi har fokus på din kompetenceudvikling!
Vi er et specialiseret afsnit og det lever vi op til, når det kommer til introduktion og uddannelse.
Vi sørger for grundig indføring i dine arbejdsopgaver og specialet, hvilket indebærer:
- Et struktureret og planlagt introduktionsforløb med fast mentor.
- Følgevagter den første måned.
- Introduktion på centerets andre afsnit for spiseforstyrrelsesbehandling.
- Alt efter din erfaring vil du deltage på trin 1 og 2 i kurset ’Godt på vej i psykiatrien’.
- Uddannelse i Dialektisk Adfærdsterapi rettet mod patienter med spiseforstyrrelse og grunduddannelse i spiseforstyrrelse.
Vi har ugentlig supervision og undervisning, og du bliver en del af et team, der er kendetegnet ved høj faglighed og et stort tværfagligt engagement.
Vores forventninger til dig
- Du er en faglig dygtig sygeplejerske, der tager ansvar og har lyst til at arbejde med den løbende udvikling af sygeplejen i afsnittet
- Du har interesse og mod på at lære vores speciale rigtig godt at kende.
- Du arbejder helhedsorienteret omkring patienten, både somatisk og psykiatrisk
- Du bidrager til et godt arbejdsmiljø, som er bygget på tillid og en teamfølelse af, at vi løfter i flok.
Du behøver ikke at have erfaring med at arbejde med spiseforstyrrelser, vi skal nok give dig en god oplæring. Psykiatrisk erfaring er en fordel, men ikke et vilkår. Det er vigtigt, at du selv er psykisk robust, rolig og tydelig, samt kan agere rollemodel i spisesituationen.
Vi glæder os til at høre fra dig
Er du nysgerrig på stillingen eller afsnittet, er du velkommen til at kontakte oversygeplejerske Ditte Thorsen på telefon 38 64 50 67 / 51 43 24 98.
Løn- og ansættelsesvilkår
Stillingen er med start den 1. januar 2027 eller efter aftale.
Stillingen er i blandede vagter med weekendvagt enten hver 2. eller 3. weekend.
Du ansættes i henhold til overenskomst for ikke-ledende personale på Sundhedskartellets område. Du er under ansættelsen omfattet af den til enhver tid gældende arbejdstidsaftale indgået mellem Regionernes Lønnings- og takstnævn og Dansk Sygeplejeråd.
Døgnafsnittet er døgndækket, og du vil derfor blive planlagt med blandende vagter i overensstemmelse med reglerne i den gældende arbejdstidsaftale.
Ansøgningsprocedure
Er du klar til at søge stillingen, kan du uploade ansøgning, CV og andre relevante dokumenter via linket her på siden.
Ansøgningsfristen er den 29. november 2026.
Vi forventer at afholde samtaler mandag d. 7 december 2026.



