The posting
Kan du få teknik, data og økonomi til at hænge sammen? Kan du lide at gå på opdagelse i data, finde sammenhænge og få tallene til at stemme med virkeligheden? Så kan du være vores nye tekniske controller hos Ringsted Forsyning. Vi arbejder med vand, varme og spildevand, og bag vores ledninger, anlæg og projekter ligger både tekniske data og økonomi. Din opgave bliver at sikre, at de hænger sammen, og trække de rette data ud til de indberetninger, som leveres til Vandsektortilsynet m.fl.
Bliv vores økonomi-detektiv
Du kommer til at arbejde med data fra vores GIS- og økonomisystemer og sammenholde:
- det, der er registreret
- det, der faktisk er udført
- og det, det har kostet.
Det kan være ledninger, brønde, ventiler, pumper og andre anlægsdele.
Du skal kunne følge data på tværs af systemerne og sikre, at mængder, registreringer og økonomi stemmer overens.
Det er vigtigt, fordi data blandt andet danner grundlag for indberetninger på vand- og spildevandsområdet, som ligger til grund for vores afskrivnings- og investeringsniveau.
Du skal have lyst til at bevæge dig mellem GIS, tekniske anlægsdata og økonomisystemer og forstå sammenhængene.
Du kommer primært til at arbejde i VA Banken, Dynamics 365 Business Central og APX10. Du behøver ikke kende systemerne fra første dag. Det vigtigste er, at du har god database- og systemforståelse, analytisk sans og lyst til at lære. Men det er en fordel, hvis du har erfaring fra et forsyningsselskab og har siddet med indberetning før.
Samarbejde på tværs
Du bliver en del af en organisation med omkring 50 kolleger og får en bred kontaktflade til blandt andet drift, projekter, økonomi, planlægning og administration. Du skal derfor både kunne fordybe dig i data og have lyst til at opsøge viden hos dine kolleger.
Vi søger dig som:
- har en teknisk, økonomisk eller administrativ baggrund
- har flair for data og let ved at sætte dig ind i nye IT-systemer
- har erfaring med GIS/ledningsregistreringssystemer
- arbejder struktureret og analytisk
- har økonomisk forståelse og interesse for teknik
- har blik for fejl og afvigelser
- stiller spørgsmål, når noget ikke ser rigtigt ud
- trives med samarbejde på tværs af mange fagligheder.
- Gerne har erfaring fra lignende stilling og har siddet med indberetning før
Et job, hvor detaljen gør en forskel
Som teknisk controller er du med til at sikre kvaliteten i anvendelsen af det datagrundlag, som Ringsted Forsyning foretager indberetninger på baggrund af. Samtidig får du mulighed for at udvikle vores måde at arbejde med data, dokumentation og økonomi på.
Lyder det som noget for dig?
Send din ansøgning og CV til [email protected] senest onsdag d. 18. november 2026.
Samtaler forventes afholdt i uge 48
Ved spørgsmål til stillingen kan du kontakte Pernille Kimmbech på tlf. nr. 6989 8043
Vi glæder os til at høre fra dig!



