The posting
Vil du lede et fagligt stærkt team i krydsfeltet mellem økonomi, data og teknologi? Og samtidig være med til at udvikle den måde, vi understøtter organisationens beslutninger og drift på? Hos Statens It søger vi en erfaren teamleder til Team Forretningsunderstøttelse.
Om stillingen Som teamleder får du ansvaret for at skabe rammerne for et team, der leverer vigtig understøttelse til både organisationen og vores kunder.
Du får personaleansvaret for 14 medarbejdere med forskellige specialistkompetencer inden for økonomisk administration, data og business intelligence.
Det er en lederstilling for dig, der motiveres af at skabe resultater gennem andre, sætte en tydelig retning og udvikle både mennesker, samarbejde og opgaveløsning.
Du skal sikre kvalitet og stabilitet i leverancerne, men mindst lige så vigtigt skal du sammen med medarbejderne udvikle den måde, vi arbejder på. Det gælder både processer, værktøjer og samspillet mellem økonomi, rapportering, data og teknologi.
Din vigtigste opgave er at lykkes gennem dine medarbejdere. Du sætter retning, prioriterer og skaber overblik. Du behøver ikke selv at være den største ekspert i rummet. Til gengæld skal du kunne bruge den faglighed der er, samtidig med at du giver medarbejderne plads til at tage ansvar og udvikle sig.
Om dig Du skal ikke selv være specialist på alle teamets fagområder, men du skal være nysgerrig på hele paletten og have lyst til at forstå sammenhængene mellem økonomi, rapportering, data og teknologi.
Vi forestiller os, at du:
- har erfaring med personaleledelse og motiveres af at skabe resultater gennem dine medarbejdere
- leder gennem tillid, dialog, delegering og faglig sparring og har blik for den enkelte medarbejders udvikling såvel som teamets samlede udvikling
- har forståelse for økonomiske styringsprocesser (f.eks. budgettering, afregning eller ressourceallokering).
- har indblik i eller interesse for dataflow og BI-værktøjer (erfaring med Power BI, DVH-værktøjer eller Qlik Sense er en fordel, men ikke et krav, så længe du kan omsætte data til ledelsesinformation).
- har stærke kommunikative evner og evnen til at formidle komplekse problemstillinger til interessenter på forskellige organisatoriske niveauer
- prioriterer det sociale og ser trivsel, relationer og et stærkt fællesskab som en vigtig del af at skabe et velfungerende og fagligt stærkt team.
Som teamleder har du en central rolle i at skabe et miljø, hvor medarbejderne trives, hjælper hinanden, deler viden og har lyst til at lykkes sammen. Derfor forventer vi, at du er en synlig og nærværende leder, der interesserer sig for mennesker og aktivt bidrager til fællesskabet i teamet.
Vi lægger vægt på din erfaring og dine kompetencer, men en relevant uddannelse inden for økonomi, it eller administration (f.eks. cand.oecon./cand.polit., cand.merc., cand.scient.pol. eller cand.it.) vil være en fordel, men ikke et krav. Det vigtigste for os er, at du kan navigere i spændingsfeltet mellem tal og teknologi og kan lede et team med faglig tyngde.
Om os Statens It er en styrelse i Finansministeriets koncern med ca. 800 medarbejdere, som leverer it-services til 21 ministerområder og deres ca. 60.000 brugere. I Statens It arbejder vi med at drive en effektiv it-understøttelse og sikre en høj og ensartet it-service på tværs af staten. Hovedopgaverne omfatter drift, support, udvikling og harmonisering af it i staten.
I dagligdagen prioriterer vi et godt arbejdsmiljø. Statens It er en åben og dynamisk arbejdsplads i stadig udvikling. Vi arbejder aktivt med din karriere og dine kvalifikationer og understøtter gennem vores kompetencekoncept din faglige udvikling med løbende sparring og uddannelsestilbud. I dagligdagen vil du opleve en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø præget af høj aktivitet og fagligt samspil.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår Du ansættes som chefkonsulent med personaleledelse efter overenskomst for akademikere i staten.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.
Flere oplysninger Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte områdechef for Forretningsunderstøttelse og Styring, Lasse Palm Meldgaard på tlf. 72 31 16 75.
Ansøgning Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Søg stillingen” senest den 29. november 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 49-50 og håber at kunne byde vores nye kollega velkommen i januar 2027 eller snarest muligt derefter.
Du er velkommen til at bruge AI til din ansøgning. Vedhæft dog gerne dit prompt, så vi kan se, hvilken tankegang du har brugt.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.



