The posting
Har du lyst til at være leder af medarbejderne i vores sektion SoHO Sundhed? Er du f.eks. læge, humanbiolog, farmaceut eller biokemiker? Vil du være med til at implementere den nye EU-forordning for SoHO (Substances of Human Origin) og bidrage til at sikre kvaliteten og sikkerheden hos de danske vævscentre, fertilitetsklinikker, blodcentre m.fl.? Har du interesse for og relevant erfaring fra området - fagligt og gerne ledelsesmæssigt - så læs videre.
Om SoHO og sektionen Sektionen SoHO Sundhed er en del af styrelsens nyoprettede enhed SoHO, der består af to sektioner: SoHO Sundhed og SoHO Jura. Enheden består pt. af i alt 10 medarbejdere og varetager den overordnede kontrol og kvalitetssikring af blod og vævscentre (herunder blodbanker, sædbanker og fertilitetsklinikker). Vi behandler ansøgninger, vurderer indberetninger om alvorlige bivirkninger og uønskede hændelser og træffer afgørelser om sanktioner. Derudover spiller vi en central rolle i implementeringen af den store, nye EU-forordning for SoHO (Substances of Human Origin), som finder anvendelse fra august 2027.
SoHO-området er strategisk højt prioriteret i Styrelsen for Patientsikkerhed, og enheden vil vokse betydeligt som følge heraf.
SoHO Sundhed varetager kontrollen med blod- og vævscentre, herunder bl.a. blodbanker, sædbanker og fertilitetsklinikker. Sektionen behandler bl.a. ansøgninger om tilladelse til blod- og vævsaktiviteter, vurderer indberetninger om alvorlige bivirkninger og alvorlige uønskede hændelser og gennemfører inspektioner af blod- og vævscentre. Sektionen vil i løbet af 2027 desuden skulle bidrage til udarbejdelsen af en række bekendtgørelser og vejledninger på SoHO-området.
Sektionen består pt. af 5 medarbejdere, men forventes at vokse i løbet af 2027. Som sektionsleder får du derfor en central rolle til at opbygge og udvikle sektionen, herunder at sætte holdet, der skal løfte de kommende års opgaver.
Din hverdag hos os Du bliver en del af et enhedsledelsesteam, der – udover dig – består af sektionslederen for SoHO Jura og enhedschefen for SoHO. Enhedsledelsen har tæt dialog med vicedirektøren for området.
Du kommer til at være leder af et tværfagligt team, som p.t. består af læger og biologer. SoHO-området er præget af omfattende regulering og samarbejde på tværs af både fagområder og landegrænser. Din hverdag vil bestå af driftsopgaver, men da det er et område i stærk udvikling, skal du også bidrage til udvikling af arbejdsgange og være med til opbygning af den nye enhed. Din ledelsesopgave består i at sikre, at dine medarbejdere har de bedste rammer og forudsætninger for at løse deres opgaver og udvikle sig samtidig med, at du skaber et positivt arbejdsmiljø.
Dine primære arbejdsopgaver:
- Daglig ledelse af medarbejderne i sektionen, herunder møder og 1:1.
- Daglig drift og prioritering af sektionens opgaver.
- Udvikling og forberedelse af SoHO-forordningen.
- Samarbejde med andre enheder i styrelsen og eksterne – i og udenfor Danmark.
Opgaverne ændrer sig, når SoHO-forordningen finder anvendelse. På nogle områder er der reelt tale om en videreførsel, mens fx opgaven med godkendelse af SoHO-præparater er ny i styrelsen. Du vil være med til at lave en samlet tilpasning af opgavetilrettelæggelse, rekruttering af medarbejdere og implementering af de nye arbejdsgange.
Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer Du har en relevant uddannelse inden for life science eller et sundhedsfagligt område. Det kan f.eks. være som læge, humanbiolog, farmaceut eller biokemiker. Du har måske erfaring som leder i et vævscenter, en fertilitetsklinik, et blodcenter, laboratorievirksomhed eller en anden højt reguleret virksomhed med stærkt fokus på kvalitet (f.eks. GMP-miljøer).
Som leder i Styrelsen for Patientsikkerhed har du fokus på høj faglighed, kvalitet i opgaveløsningen og står for effektive og velkoordinerede processer og arbejdsgange. Du har et organisatorisk mindset og medvirker til at skabe sammenhængskraft på tværs af organisationen. Du prioriterer faglig og personlig udvikling af dine medarbejdere og går selv foran i en samarbejdsorienteret tilgang til opgaveløsningen.
Vi forventer, at du:
- Har gode samarbejdsevner og er nysgerrig ud over dine egne ansvarsområder.
- Lægger vægt på at skabe et godt arbejdsmiljø og giver rum til, at medarbejdere kan udvikle sig.
- Kan træffe beslutninger, også når det er vanskeligt.
Det er en fordel, hvis du har erfaring med:
- Personaleledelse.
- Tværfaglige opgaver.
- Kvalitetsarbejde.
Vi tilbyder En spændende stilling med mange og varierede opgaver.
Mulighed for at få en ledelsesuddannelse.
Et meningsfuldt arbejde, hvor du kan bruge din faglighed og din interesse for ledelse i et bredere perspektiv.
Styrelsen er præget af et godt og tæt samarbejde mellem ledelseskolleger inden for og på tværs af enheder, og der er derfor altid mulighed for sparring om opgaver og beslutninger og en uformel men respektfuld omgangsform.
Du bliver omfattet af en gratis kaffe- og frugtordning, gratis træningsfaciliteter og en svanemærket kantine. Vi har en kunstforening og en aktiv personaleforening, der arrangerer teater- og biografture, museumsbesøg mm. Vi har cykelkælder og ligger i gå-afstand fra offentlig transport. Det er muligt at tilmelde sig p-plads ordning, og der er el-ladestandere. Styrelsen har en smuk beliggenhed på Islands Brygge med udsigt over Københavns Havn.
Vi er derudover en arbejdsplads, der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.
Om ansættelsen Ansættelsen er som udgangspunkt på fuld tid (37 timer) og tiltrædelse ønskes pr. 1. marts 2027. Evt. ansættelse som overlæge forudsætter fuld tid.
Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.
Afhængigt af din uddannelsesmæssige baggrund sker ansættelsen som enten chefkonsulent med personaleledelse, afdelingslæge eller overlæge.
Ansættelse som chefkonsulent med personaleledelse sker efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.
Ansættelse som afdelingslæge sker i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Yngre Læger.
Ansættelse som overlæge sker i stilling i gruppe 1 (LR37) i henhold til den til enhver tid gældende rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten.
Ansættelse som afdelingslæge eller overlæge forudsætter speciallægeanerkendelse.
Ansøgningsfrist er den 2. december 2026.
Kontakt os gerne Få mere at vide om stillingen ved at ringe til enhedschef Søren Stidsen på tlf. 4027 0799.
Er du interesseret? Klik på "søg stillingen" og send os din ansøgning med CV og eksamensbevis, inkl. karakterer.
Vi afholder ansættelsessamtaler 11. december 2026. Udvalgte kandidater vil blive indkaldt til en anden samtalerunde, som finder sted 18. december 2026. Du skal gennemgå en personlighedstest og en kognitiv test mellem de to samtalerunder.
Du kan læse mere om os på www.stps.dk.



