The posting
Brobygningsmedarbejder til fast fuldtidsstilling i UngeVærket ved Holstebro Ungdomsskole
Vil du være med til at skabe deltagelsesmuligheder, udviklende fællesskaber og stærkere sammenhæng mellem skole og fritid?
Holstebro Ungdomsskole søger en engageret, relationsstærk og handlekraftig medarbejder til en fast fuldtidsstilling på 37 timer i UngeVærket. Stillingen ønskes besat pr. 1. januar 2027 eller snarest muligt.
Vi søger en medarbejder, der brænder for at arbejde med børn og unge, og som kan motivere, inspirere og skabe fællesskaber på tværs af dagskole, klub og fritid.
Om stillingen Med afsæt i Holstebro Kommunes strategiske satsning på Bredere Børnefællesskaber ønsker vi at styrke sammenhængen mellem skole og fritid, så flere børn og unge får mulighed for at deltage i meningsfulde fællesskaber.
Du bliver en del af UngeVærket og får en tværgående funktion, hvor du samarbejder med skolens deltagelsesansvarlige teams, forebyggelsesteamet og øvrige medarbejdere på tværs af Fritid, Forebyggelse og Fællesskab.
Din opgave bliver at skabe relationer, udvikle aktiviteter og bygge bro mellem forskellige fællesskaber. Du skal være med til at åbne nye muligheder for børn og unge, som har brug for støtte til at finde deres plads i både skole- og fritidslivet.
Dine opgaver vil blandt andet være:
- at udvikle og gennemføre aktiviteter på tværs af dagskole, UngKlub og fritidshold
- at skabe relationer og understøtte børn og unges deltagelse i fællesskaber
- at samarbejde med deltagelsesansvarlige teams om fællesskabende indsatser
- at udvikle brobygning til ungdomsskolens fritidshold, klubber og lokale foreninger
- at igangsætte og gennemføre projekter, temauger, events og værkstedsaktiviteter
- at inddrage børn og unge i udviklingen af aktiviteter og fællesskaber
På Holstebro Ungdomsskole arbejder vi for at skabe retning, deltagelse og mod til udvikling, så flere børn og unge får mulighed for at lykkes i fællesskab.
Vi ser fritiden som et vigtigt pædagogisk rum, hvor børn og unge kan udvikle nye relationer, opleve mestring og blive en del af fællesskaber på andre måder end i undervisningen.
Som medarbejder i UngeVærket bliver du en vigtig facilitator i arbejdet med at omsætte Bredere Børnefællesskaber til praksis og skabe sammenhæng mellem skole, fritid og det omgivende samfund.
Vi søger en medarbejder, som
- er handlekraftig og kan motivere, inspirere, begejstre og involvere
- er dygtig til at skabe tillidsfulde relationer til børn og unge
- har blik for forskellighed og kan skabe deltagelsesmuligheder for flere
- er kreativ, nysgerrig og god til at omsætte idéer til handling
- kan arbejde selvstændigt og samtidig indgå i et tæt tværfagligt samarbejde
- har en relevant pædagogisk, socialfaglig eller anden faglig baggrund
- er fleksibel, struktureret og kan reflektere over egen praksis
- har lyst til at arbejde i både dag- og aftentimer samt enkelte weekender
- accepterer, at opgaverne løbende udvikles og justeres.
Din faglige baggrund er vigtig, men dine relationskompetencer, dit engagement og din lyst til at udvikle praksis sammen med kolleger og ledelse vægter højest.
Vi tilbyder
- en arbejdsplads med en tydelig pædagogisk retning og stærke værdier
- et spændende og alsidigt job med vide rammer og stor selvstændighed
- indflydelse på udviklingen af sammenhængen mellem skole og fritid
- engagerede kolleger og mulighed for faglig og personlig udvikling
- et godt arbejdsklima med en venlig, uformel og humoristisk omgangstone.
Løn og ansættelsesvilkår Stillingen er en fast fuldtidsstilling på 37 timer. Arbejdstiden omfatter både dag- og aftentimer samt lejlighedsvis weekendarbejde.
Ansættelse sker efter gældende overenskomst og principperne om lokal løndannelse.
Yderligere oplysninger Du er velkommen til at kontakte os i nedenstående rækkefølge:
Erik Søndergaard Lorentzen Afdelingsleder i UngeVærket på telefon 51 72 15 00.
Søren Høj Pedersen Ungdomsskoleinspektør Telefon: 9611 6753
Ansøgning og samtaler Ansøgningsfristen er fredag den 20. november kl. 08.00
Ansættelsessamtaler afholdes mandag den 23. november.
Tiltrædelse er 1. januar 2027 eller snarest muligt herefter.



